Hverdagsindblik

Hverdag, eller noget i den retning

Vores gæster er taget hjem. Alle sammen. Noomi & Jacob ligger på stranden på Zanzibar sammen med deres tre skønne børn, inden turen for dem går tilbage til hverdagen. Sjældent har vi på et par måneder spist så mange røde bøffer akkompagneret af hjemmelavet bernaisesauce (med rigeligt smør!), og kigger man på hvad der ellers er blevet nydt, burde vi vist alle være blevet lidt rundere. Noa har nydt at have legekammerater, og for os alle har det været en kæmpe velsignelse at have gode venner tæt på.

Konference i sigte

Som sådan vender vi vel også tilbage til hverdagen, selvom hverdag her kan være en underlig størrelse. Livet leves mere i sæsoner og intervaller. Næste begivenhed er Kids in Ministry Zambia’s årlige (“årlig” udtrykker mere forventning end tradition – men i hvert fald for 2. gang) lederkonference som afholdes i Kaniki 10.-15. august. Vi har mere end 90 tilmeldte! Hvilket i Zambia er en stor ting, så vi glæder os meget til at byde vores mange PowerClub ledere velkommen og til at se en skøn flok af nye ansigter.

Vores tema for i år er “Closer”. Det er et skridt i tro og forventning til at Gud vil åbenbare sig for vores deltagere. At de må lære Gud at kende som deres ven, deres Far, og begynde at have en dyb og ægte relation til Ham. Det lyder simpelt, men i Zambia er det et stort skridt. Derudover glæder vi os til at være sammen med vores team af dygtige ledere og lovsangere, vi har mange dygtige, passionerede folk med os, og det er en stor fornøjelse at tjene med dem.

Gæstetalere

Vi er så heldige i år at have to gæstetalere; Niels-Peter Hedegaard og Michael Vigsø som besøger fra Åbenkirke. Det er første gang vi har besøg fra vores kirke i Danmark, så det er noget ganske særligt for os.

Fra designerens værksted

Andreas har haft ekstra travlt på det sidste, og op til SommerCampen i Kolding var der flere deadlines at overholde.

Lad os præsentere nogle af hans “værker”:

Aktiv i mission

Vi ønsker at det skal være nemt at blive involveret i mission. Det håber vi den nye hjemmeside for Apostolsk Kirkes Mission vil lægge op til. Siden er stadig “work in progress”, men når den er færdig, skulle den gerne indeholde volontøropslag, mulighed for at give økonomisk, modtage nyhedsbreve og holde sig opdateret med nyheder fra missionærer ud over verden.

Shaped for the Future

Malenes mor er blevet ansat som forstander på Kolding Internationale Højskole som led i en større re-lanchering af bibelskolen. Med Peter Prothero og Jesper Kure i ledelsen har man valgt at gøre det til en menighedsbaseret bibelskole med stærk tilknytning til Kirkeibyen. Andreas har været i gang med ny hjemmeside, annoncer, video, t-shirts og andre ting som gerne skulle tiltrække nye elever. På bibelskolens vegne skulle vi spørge: “Ses vi til august?”

Skills for Life

Vores gode venner, Claire & Jason Stonier, leder Mechanics for Africa, en uddannelse for mekanikere. De træner unge, som ellers har svært ved at klare sig, og giver dem mulighed for en bedre fremtid. Også her har Andreas været igang.