Freckles in Africa
Skønne besøg
Gæt hvem vi har besøg af? 5 fregnede danskere (i hvert fald i følge deres rejseblog: Freckles in Africa) – Noomi & Jacob med deres tre skønne børn. Vi vælger at tro de er kommet helt til Zambia bare for at besøge os og nyder deres selskab i fulde drag. Stadig underligt, og vildt dejligt, lige at “smutte forbi” gode venner som plejer at bo 24 timers rejse væk.
Ret spontant har vi besluttet at køre med dem på en lille uges ferie til Lake Tanganikya på grænsen til Tanzania. Så fredag pakker vi teltet og glæder os til et tiltrængt pusterum.
Ministry of Grandparents
Foråret har også budt på andre dejlige besøg, som vi vist aldrig rigtig har fået skrevet om.
Vores lille familie nød godt af at have bedsteforældre boende en måneds tid. Malenes forældre er i forvejen afrika-vante, så vi behøver ikke leger turister med dem, men koncentrerer os i stedet om familietid. Det har været rigtig dejligt! De var både med os til PowerClub træning i Kasempa og tilsluttede sig teamet som lavede børnekonference i Kazembe. Vi kalder det “ministry of grandparents”, for alting er bare noget nemmere og sjovere når der er et ekstra sæt hænder og hjerter.
Når man er langt væk hjemmefra, er der ting man sætter ekstra pris på. Som eksempelvis at få lov at fejre Noas allerførste fødselsdag sammen! Det var en glæde for os alle sammen. Vi fik også lov at opleve hans første skridt sammen, og nu “spurter” han rundt i det meste af haven. Familie betyder bare mere, når der kommer børn til. Så TAK til Malenes forældre for at bruge tid og penge på at være sammen med os!
I samme periode er det lykkedes os at blive husejere! Huset, vi har lejet gennem det sidste års tid, blev sat til salg, og vi har i flere måneder forsøgt at købe det. Både juridisk og økonomisk var der mange brikker som skulle falde på plads, og huset var nær blevet solgt til anden side. Det er et Guds mirakel og hjælp fra gode venner, som i dag gør at vi kan bo i vores eget hjem. Vi er SÅ taknemlige og glade!
Et "rigtigt" KIMI ansigt
En uge i maj var vi så priviligerede at have besøg af Pamela Ayres, som leder Kids in Ministry International’s arbejde udenfor USA.
For os personligt var det rigtig godt endelig at få sat ansigt på én af dem, som vi har arbejdet tæt sammen med til hverdag. Pamela er en skøn kvinde, og hendes besøg var meget berigende for os. I løbet af ugen besøgte vi et par af vores PowerClubs og afholdt en 4 dages træning for vores PowerClub ledere og medarbejdere.
Efter afrejse skrev Pamela på facebook, og vi lader hendes ord beskrive besøget:
“Mit hjerte er velsignet over de møder vi har holdt i Zambia og Tanzania. Vores ledere, Malene Andersen i Zambia og David Akondowe i Tanzania, har forstået at vinde hjerterne hos deres ledere. Jeg er stolt af at være associeret med sådanne mennesker. Kids in Ministry er først og fremmest en familie, dernæst en organisation. Måske det mest betydningsfulde ved min tur er det fællesskab og den enhed, vi oplever sammen. I alle fire lande (hun rejste efterfølgende til andre afrikanske lande) mødes ledere fra fjerne egne ét sted for at opleve Gud og blive forbundet med hinanden.
Målet for møderne på denne tur er at starte en proces, hvor vores ledere bliver opmærksomme på at både de og deres børn må være opmærksomme på at høre Guds stemme. Biblen er vores guide og mere end blot en bog; det er indgangen til Guds hjerte. Vi bliver dagligt ledt i vores personlige beslutninger og handlinger af Helligånden. Han siger, at sådan må Guds børn ledes.
I begge lande blev det tydeligt at vi trådte nyt land med udfordringen om at lytte til Guds stemme i vores ånd, at have tillid til at han taler så vi kan høre Ham, og derefter at tage handling. Kirken har ofte fungeret som organisation, afhængig af menneskelig autoritet. Vi må tage personligt ansvar for at bringe Guds riget og Guds vilje på jorden som den sker i himlen. Det er hvad PowerClubs handler om – fra børnene til de voksne – spontan lydighed til Gud. Omkring 120 ledere fra begge lande har modtaget denne udfordring. De er taget tilbage til deres landsbyer for at sætte handling til ny viden.
I Zambia lavede børnene en “blessing tunnel” og talte ord af velsignelse over deres ledere. Umiddelbart inden, havde de voksne gjort det samme; lagt hænder på børnene og udtalt velsignelse over deres liv. Meget af hvad jeg gjorde, var bekræftelse af det fundament, som Malene allerede havde lagt.”
Endnu en omgang Euroclass'ere
Samtidig har vi været værter for endnu et hold fra Euroclass. Malene har koordineret deres program og “kigget” til dem indimellem, men ellers har de været meget selvkørende. Til gengæld er det altid hyggeligt at have en gruppe unge rejselystne på besøg, og særligt hyggede vi os med deres skønne lederteam.