Kazembe for Jesus!

Mens aftenen falder på i Kazembe, er det tid til at give en opdatering på den sidste uges begivenheder. Sjældent har vi arbejdet så intenst, set så mange smil og oplevet Gud gøre nyt i så mange børns liv.

Familie-fest-gudstjeneste

Hvis vi begynder bagfra, havde vi idag familiegudstjeneste i kirken med formentlig 200 børn og nogle af forældrene. Malene underviste om vores indre "Image Center" hvor Gud viser os billeder. Sammen visualiserede vi Åbenbaringen kapitel 4 som beskriver tronsalen i Himlen, og efterfølgende blev der diskuteret i familiegrupper hvad hver enkelt så og hørte. Øvelsen var en øjenåbner for mange, ikke mindst at børn kan både se og høre Gud.
Vi afsluttede gudstjeneste med en dans, "Supernatural", som børnene har øvet gennem ugen. Så godt som hele teamet var trætte og ømme, men alligevel var det en fryd af sejr og glæde over at slutte på toppen, at danse for sidste gang.

Skønt tøj fra Aktion Afrika

Efter gudstjenesten havde vi tøjuddeling til alle børnene. Tøjet var sendt fra Aktion Afrika i Herning, og det var en STOR fornøjelse at dele pænt, rent og godt tøj ud til børn som vi har set i laser det meste af ugen.
På vejen hjem stoppede vi på det lokale marked for at købe brød. To af pigerne var der allerede og kom løbende til Malene med store smil - og rent, nyt tøj!

Mange børn bliver døbt med Helligånden

Mandag til onsdag underviste Malene om Helligånden; om formiddagen til 400 skolebørn fra "Good Samaritan Community School" og om eftermiddagen i kirken for, ja, første dag måske kun 100, men onsdag ikke mindre end 250 børn.
Teamet har gjort det fantastisk ved alle møder! Arrangeret lege og konkurrencer, ledt og undervist om lovsang, vist drama og på andre måder været med til at illustrere undervisningen - og bare siddet og elsket de mange børn.

Efter den første dag at have bedt til frelse med alle børn, tirsdag ladet dem mærke et "knus" fra Jesus, inviterede vi onsdag børnene til at blive fyldt med Helligånden. Wow, den oplevelse kan man ikke blive træt af! Fra det ene øjeblik begyndte flere end 100 små læber at bevæge sig i bøn på deres nye "bønnesprog". På skolen var en lille dreng, ikke mere end 3-4 år, helt væk i Helligånden og sad bare ligeså stille, men helt upåvirket af hvad der foregik omkring ham, og tydeligvis nød Guds nærvær. Mange var på deres knæ i bøn og først efter en times tid havde de sidste elever forladt skolen.

Frihed til børn i kirken

I kirken faldt Helligånden meget stærkt. Vi har intet tal på det men mange blev døbt med Helligånden og modtog deres "bønnesprog". Endnu engang var mange på deres knæ dybt berørte af Guds nærvær og i stærk bøn. Mange børn blev helbredt og endnu flere blev sat fri; Kazembe er på mange måder et åndeligt mørkt sted hvor heksedoktori fylder meget, hvilket formentlig er grunden til at vi har bedt til udfrielse med flere børn end vi ellers har prøvet.
Medarbejderne var alle dybt berørte af at se Gud virke så stærkt blandt børnene - og det samme var vi og resten af teamet. Det var en hel fantastisk dag i Kazembe, Helligånden rørte virkelig ved mange, mange børn. I kirken blev bønnen ved i et par timer indtil det var så mørkt, at vi måtte sende børnene hjem.

Gud taler og helbreder

Fredag underviste Given om at høre Guds stemme, og mange fik for første gang oplevelsen af at høre Gud tale; det bliver man heller ikke træt af at opleve! Samme dag bad vi med børnene for alle syge og rigtig mange blev helbredt.

Én af dagene kom en pige til os uden for vores program. Hun var meget målrettet og gik direkte til Malene og fortalte at hun havde smerter i maven. Malene fik fat i vores yngste teammedlem, Trisha på 2 år, som lagde hænderne på pigen mens hun bad. Den dag blev det Trisha som blev brugt til at bringe helbredelse til et andet barn. Vi havde efterfølgende Trisha med da vi bad for flere syge, og sammen med sin mor så de omkring ti med hovedpine blive helbredt.

"Kazembe for Jesus"

Lørdag eftermiddag planlagde vi en march gennem Kazembe med alle børnene. Andreas fulgte optoget som sang og råbte "Kazembe for Jesus!" gennem hele byen. De var rundt om høvdingens palads, stoppede ved hans statue og et andet sted hvor heksedokteri dyrkes - alt i mens de råbte deres slagord "Kazembe for Jesus!" Malene var imens på ét af holdene som sammen med en gruppe børn besøgte folk i deres hjem. Børnene læste op af Biblen, fortalte hvad de havde lært i løbet af ugen, og hvorfor det er vigtigt at tage i mod Jesus. I ét af hjemmene bad børnene til frelse med en kvinde, et andet sted bad de for et barn med malaria som tilsyneladende blev helbredt. De bad også for en gammel mand med tuberkulose som tydeligvis var opmuntret af børnenes frimodighed og tro.
Flere andre var også sendt afsted i teams, og alle vendte hjem med lignende rapporter; med stor frimodighed havde børnene delt evangeliet, bedt for de syge og været til opmuntring i mange hjem. Det var helt tydeligt at mærke børnenes begejstring over at sprede glæde i Kazembe.

Malenes team tilsluttede sig til sidst marchen som efter sin tur i byen var vokset til omkring 800-1.000 børn! Vi sluttede af med dans på skolen, og sikke en fest!