Missionsfonden

Søndag d. 14. januar slog OpenChurch dørene op til sin allerførste søndagsgudstjeneste for hele familen.

Det, som for nogle fremstod som en ny kirke, havde for andre taget år med bøn, team building og forberedelse – som team havde vi meget at fejre!

I 10 år har vi båret på visionen om at skabe et nyt, friskt udtryk af kirke i Ndola, Zambia. En kirke, som er relevant for den opvoksende generation. En kirke, hvor relationer har betydning, og mennesker finder hjem. En kirke, som bryder med religiøsitet og udtrykker en levende og personlig tro på Jesus Kristus.

Et land i forandring,
en generation i bevægelse

Der sker store omvæltninger Zambia i disse år. Den unge generation, som vokser op, er markant anderledes end tidligere generation. De vokser op i et samfund præget af internationale spillere, er på internettet og henter inspiration fra sociale medier, de er nytænkende og innovative – de bærer et stort potentiale. De bliver uddannede, lever travle liv, og mange kæmper med at finde ægte relationer.

Zambia er samtidig, hvad man kunne kalde “et meget religiøst land”. Hillsong spiller over højtaleren i supermarkedet, kristne slogans og bannere præger bybilledet, og du kan stoppe enhver på gaden for at spørge, hvor de går i kirke. Men for mange er det en tom facade uden liv. De unge har stadig respekt for Gud, men hvis ikke det bliver til ægte, levet liv, så har vi formentlig et samfund, som i løbet af kort tid kunne vende sig helt fra Gud.

Det giver os en udfordring og fantastisk mulighed som kirke! Og det er ind i den udfordring at visionen om OpenChurch er blevet født. Visionen har aldrig handlet om os, men en tro på at Gud gør noget nyt, i en ny generation, i vores land!

Festgudstjeneste for hele familien

På åbningssøndagen blev den røde snor klippet af Ngoie Mwiliambwe, som kalder sig selv ‘Senior supporter’ af OpenChurch Ndola. Den blev ikke klippet som folk gik ind i kirken, men gudstjenesten afsluttedes med at snoren blev klippet på vej ud af kirken, ud mod den by, som vi gerne vil være kirke for.

Byens teater, hvor kirken samles, var pyntet i røde farver, og foyeren fyldt med festglade mennesker i alle aldre. Vores medarbejdere, som havde arbejdet intenst hele ugen op, gjorde deres bedste for at skabe en oplevelse af hjem for de mere end 130 mennesker, som kom for at være med til OpenChurch’s allerførste gudstjeneste. 

Gudstjenesten var en glædesfest med dans, jubel og begejstring i en grad vi sjældent har oplevet før. Vores unge, klædt i røde OpenChurch t-shirts, fik salen til at koge, da de med stor passion ledte an i lovsang som hyldede Jesus. Løven “Leo” bød alle børn velkomne til at fortsætte åbningsfesten i børnekirken, hvor medarbejdere havde lagt stor energi i at lave et spændende program. Vores gæster fra Åbenkirke i Herning var med til at synliggøre, at vi som kirke er knyttet på en større familie. Malene talte om Zambias historie, om de mange troshelte, som vi står på skuldrene af, og nogle af de profetiske ord, som er blevet talt over landet og OpenChurch. Med en opmuntring til at tilslutte sig ‘løbet’ og inspirere mennesker til at opleve Gud og efterligne Jesus blev snoren klippet og festen fortsatte i foyeren.

Visionen virkeliggøres

OpenChurch er en del af Åbenkirke i Herning, og Malene og Andreas, som leder kirken i Ndola, er udsendt fra Åbenkirke. OpenChurch ledes af et lokalt lederteam og har en stor flok af frivillige medarbejdere, som hver uge er med til at virkeliggøre visionen. Vi har stadig lang vej at gå, men vi glæder os over mennesker som kommer til, oplever Gud virke i deres liv, og at mange finder ny frihed i Jesus.

Hen over frokosten blev en af vores unge spurgt, hvad OpenChurch havde betydet for ham.

“Før kendte jeg ikke Gud personligt, jeg oplevede ham gennem min præst. Idag er Gud min far og vi taler sammen på venskabelig vis.”

Det kan måske lyde simpelt, men det berører os dybt, når mennesker oplever levende relation med Gud.